Har gennemført 7 maratonløb på 7 dage: Få Kristinas bedste råd til at præstere under pres
Kristina Schou Madsen har løbet hundredvis af kilometer i Amazonas’ jungle og Namibias ørken. Det kræver mentalt fokus at præstere i ekstreme situationer. Og nogle af de samme teknikker kan også bruges i arbejdssituationer, mener hun. Få de bedste tip fra ultraløberens mentale værktøjskasse.
Anakonda-erkendelse
Den dag i Amazonas’ jungle er det dog lige ved at gå galt. For hun er ny i gamet. Og de negative tanker begynder lynhurtigt at tage over.
”Det er egentlig ikke særlig fedt, men jeg er lynhurtig til at skyde skylden på alle andre end mig selv. Altså, hvad er det for nogle amatører, der har arrangeret det her løb? Det burde jo være det mest elementære at afmærke en rute,” siger hun og fortæller, at det er, da hun er allerlængst nede i den negative spiral, at hun kommer i tanke om, at hun faktisk har lagt en plan hjemmefra.
Planen er, at hun skal prøve at sammenligne situationen med, hvor galt det kunne være gået. Så hun forsøger at opstille en konsekvensrække.
”Hvis jeg ikke havde mødt landmanden, da jeg gjorde, var jeg fortsat længere ind i junglen. Måske var jeg kommet til skade. Måske var jeg kommet så langt ind, at jeg ikke kunne finde tilbage. Måske var jeg blevet spist af en anakonda. Og da jeg får klarsyn for det, bliver alt det negative vendt til øjeblikkelig taknemmelighed,” siger hun.
På vej tilbage ser hun også, at der hvor hun løb forkert, var den rigtige rute tydeligt markeret. Det var altså hendes egen fejl.
”Jeg vinder ikke etapen den dag. Men jeg høster simpelthen så meget selvtillid ved, at jeg fik vendt den dårlige situation, at jeg ender med at vinde mit første etapeløb med to timer til de næste løbere,” fortæller Kristina Schou Madsen.
Oplev Kristina Schou Madsen
I en række foredrag sætter Kristina Schou Madsen fokus på, hvordan du træffer de bedste beslutninger i pressede situationer. Få konkrete mentale strategier fra en af Danmarks mest ekstreme ultraløbere.
Som medlem af Finansforbundet kan du få en gratis plads.
Datoer
København: 16. september
Aalborg: 21. oktober
Silkeborg: 18. november
Roskilde: 8. december
Sønderjyllands korteste ben
Sejren markerer samtidig starten på hendes professionelle løbekarriere. Og hun peger på, at den også er et godt billede på, hvad det betyder, når man har styr på, hvordan man mentalt kan komme igennem en presset situation.
For mens Kristina Schou Madsen ikke beskriver sig selv som det klassiske løbetalent.
”Jeg er 1,60 høj og mine ben er Sønderjyllands korteste,” som hun siger og fortsætter:
”Men jeg kan noget andet.”
Og det ”andet” handler netop om at kunne kontrollere det, der foregår inde i hovedet, når presset stiger.
”Det gælder ikke kun i sport, men også i vores hverdag,” siger Kristina Schou Madsen, der er klar med nogle gode råd og mentale strategier, som kan bruges lige meget, om du skal præstere til et ultraløb eller i mødelokalet.
En bid ad gangen
Først og fremmest fremhæver hun den strategi, hun kalder ’taknemmelighedsstrategien’. Den har du allerede hørt om, for det var den, der kom i spil, da Kristina Schou Madsen farede vild i Amazonas.
”Jeg synes, at den giver et ret godt helikopterperspektiv. Der sker jo fejl i vores arbejdsliv, men hvis man kan sætte det op imod, hvor galt det kunne være gået. Altså fx ”det var godt, at vi fik fanget fejlen nu, så vi rent faktisk kan løse problemet,” forklarer hun.
En anden strategi, hun fremhæver, kalder hun’50 procent-strategien’. Den bruger Kristina Schou Madsen altid selv, når hun kigger ind i et langt projekt, men hun mener, at den kan være lige så relevant for en ansat i den finansielle sektor, der oplever at skulle præstere i en sektor under konstant forandring.
”I stedet for at gabe over hele projektet, som kan virke overvældende og som en stor mundfuld, så starter du med at fokusere på de første 50 procent af dit projekt. Når du så er kommet igennem dem, så ændrer du fokus til 50 procent af det resterende. På den måde får du det delt op i mindre og mindre bidder,” forklarer hun.
I situationer, hvor man arbejder med langsigtede mål og hvor resultaterne først viser sig på sigt, anbefaler Kristina Schou Madsen også, at man kigger på, hvad man selv bliver drevet og motiveret af.
”Hvorfor har du egentlig det job, som du har? Jeg tror, at det er de færreste, der elsker deres job hele tiden og hvor det bare er 100 procent lykke,” siger hun.
Derfor opfordrer hun til, at du i den tid, hvor du ikke elsker dit job, tænker over, hvad alternativet er.
”Er det ikke at have et job?” siger hun og fortsætter:
”Så kan du måske tænke ’lige nu bliver jeg testet. Lige nu skal min prøve stå. Og hvis jeg kan være i det lige nu, så kan jeg også være i det om 10 minutter, og så kan jeg også være i det i morgen. Og jeg ved, at jeg altid kommer ud på den anden side. Og så er der måske en god frokost i kantinen’.”
Hvad er det værste, der kan ske?
Og så understreger Kristina Schou Madsen, at man ikke skal underkende værdien af at være rigtig godt forberedt.
”Jo flere ting man er forberedt på, jo flere scenarier man har gennemtænkt, jo nemmere er det også at stå i en presset situation og træffe den rigtige beslutning. Det er sværere at tænke alle valgmuligheder og risikofaktorer igennem, når du er presset og står midt i det,” forklarer hun.
Og hvordan gør man så det?
Kristina Schou Madsen selv benytter sig af visualisering.
”Det er ikke fordi, at du altid skal være sortseer. Men for mig er det er en god idé at gennemtænke worst case-scenariet. Hvad er det værste, der kan ske, og hvad gør jeg så, hvis det sker,” siger hun og forklarer, at sker det værste ikke alligevel, så er der ingen energi spildt.
”Men skulle det værste ske, så er der virkelig meget at hente, hvis du er på forkant med en plan eller nogle muligheder,” siger hun.
Når hun selv står på startstregen til et løb på 250 kilometer, er det alfa og omega for hende at vide, at hun er 100 procent forberedt. På den måde slipper hun for at bruge energi på at være nervøs eller overlade alt til tilfældighederne.
Hun understreger, at der selvfølgelig altid kan opstå noget uforudset.
”Men al den energi, jeg ikke har brugt på at være nervøs, kan jeg så bruge på at slukke den ildebrand, jeg kan risikere at stå i,” siger hun.
Og så er vi tilbage i Amazonas, hvor tanken om at fare vild ikke var faldet Kristina Schou Madsen ind, før løbet blev skudt i gang. Men til gengæld fandt hun energien til at hive en plan op af den mentale værktøjskasse, finde tilbage på sporet og komme igennem de i alt 230 kilometer som den hurtigste løber.