Tusindvis af job på vej i danske fintechs
Selvom der er blevet længere vej til investeringer hos danske fintech-selskaber, vokser sektoren stadig. Tusindvis af arbejdspladser forventes at være skabt over de næste år.

Global frontløber
Selvom væksten i beskæftigelse kan imponere, har de senere år også budt på modvind, når det gælder adgang til kapital. Særligt i 2022 og 2023 blev ventureinvesteringerne ramt af høje renter og investorflugt.
Men optimismen og investeringerne er begyndt at være tilbage på sporet. Ifølge tal fra Copenhagen Fintech havde investeringerne i de første fem måneder af 2024 allerede matchet hele året 2023.
Det er håbet, at en ny national fintech-strategi kan styrke udviklingen yderligere, samt samle aktører på tværs af sektoren og sikre Danmarks styrkeposition.
”Dansk fintech viser, at det kan lade sig gøre – hvis man kombinerer erhvervsfremme i tæt samarbejde med den etablerede industri, talentudvikling, og stærke partnerskaber. Vores økosystem har bevist sin evne til at skalere innovative virksomheder og tiltrække international opmærksomhed,” siger Thomas Krogh Jensen, direktør i Copenhagen Fintech, og tilføjer:
”Vi har en reel mulighed for at positionere Danmark som en global frontløber inden for fintech, hvis vi fastholder og styrker vores strategiske fokus. En sammenhængende strategi skal sikre og udvikle Danmarks position.”
Med en national strategi, der kan samle alle aktører i økosystemet, har branchen alle forudsætninger for at tage næste skridt i udviklingen, lyder budskabet.
340 danske virksomheder på 7 år
Den danske fintech-klynge består i dag af startups, scaleups, investorer, banker, myndigheder og universiteter, som arbejder tæt sammen i et innovationsdrevet økosystem.
Alene gennem Copenhagen Fintechs programmer er omkring 340 danske startups blevet udviklet siden 2017, og omkring 1.450 personer har haft deres daglige gang i Fintech Lab i København.
Det tætte samarbejde har givet resultater. Flere danske fintechs er allerede blevet internationale succeshistorier – heriblandt fx Tradeshift, Pleo, Chainalysis, Agreena og Ageras – og København fremhæves som et af Europas førende fintech-centre.