Peter Viggo Jakobsen: Den finansielle sektor udvikler sig vanvittigt lige nu
Finansansatte er nødt til at forholde sig til verdenssituationen, for alle spilleregler er kastet op i luften. Sådan lyder det fra forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen. Han giver også sit bud på, om du skal preppe og løfter sløret for, om han selv har købt ekstra ind til kummefryseren.

Globaliseringen er død
Samtidig betyder den konfliktfyldte verdenssituation, at der sker ændringer i den måde, vi handler med hinanden på.
”Man begynder at gå fra at være en globaliseret verdensøkonomi, hvor man handler der hvor det er bedst og billigst til, at man vil være sikker på at man kan få sine forsyninger, hvis der er konflikt, eller der sker noget ubehageligt,” forklarer Peter Viggo Jakobsen.
Sådan var det allerede inden Trump satte sig i det ovale kontor, men hans måde at gå til tingene på har ifølge Peter Viggo Jakobsen accelereret den udvikling yderligere.
”Globaliseringen er død, som vi kender den. Vi går i retning af en regionalisering, og vi kommer til at se en omkalfatring af den måde, vi handler på,” siger han.

”Krudt og kugler og død og ødelæggelse”
Forsvarseksperten, der har en ph.d. i international politik, forsøgte fra scenen også at gøre tilhørerne klogere på sit eget stofområde, som han betegner som ”krudt og kugler og død og ødelæggelse.”
Og det bedste sted at tage temperaturen på konfliktsituationen i verden er ifølge Peter Viggo Jakobsen at kigge på stormagternes forhold til hinanden.
”Hvis de er venner og ikke overvejer at gå i krig med hinanden, så har man fred i verden. Så handler de meget med hinanden, og de samarbejder også om at få andre til at lade være med at gå i krig,” siger han og peger på tiden lige efter 2. verdenskrig som et eksempel.
Omvendt ser det ud, hvis stormagterne kigger nervøst på hinanden.
”Men hvis vi er i en verden, hvor de frygter at komme i krig med hinanden, så samarbejder de ikke, så forsøger man ikke at løse fælles problemer. Så overvejer man i stedet, hvordan man kan spænde ben for hinanden,” lyder det.
Og det er sidstnævnte situation, vi har i dag. En situation som vi lige så godt kan vænne os til, for den vil præge verdensorden de næste mange år.
Prepping eller ej?
Det er dog stadig en god idé at tage sine forholdsregler og sørge for at have mad og vand til tre dage på lager. Men mere end det, behøver man ikke, mener Peter Viggo Jakobsen.
”Hvis vi bliver ramt af et eller andet, så vil vi i langt de fleste tilfælde være i stand til at genetablere det, der er gået i stykker i løbet af tre dage. Ellers skal det virkelig være slemt,” siger han.
Han peger på, at man med lidt vand, lidt konserves, lidt bønner, lidt pasta og lidt sund fornuft nok skal komme igennem de tre dage, som myndighederne anbefaler, at man køber ind til.
Men hvad har han selv på lager?
”Nu kommer jeg fra Jylland, så når noget er billigt, så køber jeg meget af det. Jeg har også en kummefryser, men jeg kan altså ikke æde mig igennem det mad, der er i den, på tre dage,” siger han og påpeger, at den også kan holde tæt i 48 timer, hvis strømmen går og man ikke løfter alt for meget på låget.
Militæreksperten mener derfor godt, at han kan klare sig gennem tre døgn og også forsyne sine naboer med mad, hvis det skulle blive et problem. Og i bund og grund handler det ifølge ham om, at man skal kunne klare sig selv, så man ikke belaster myndighederne unødigt.
”Det der er pointen med det her er, at man skal skabe rum til, at myndighederne kan hjælpe dem, der vitterligt ikke kan klare sig selv og holde fokus på at genetablere systemerne,” siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter:
”Man skal lade være med at gå i panik, så skal det nok gå alt sammen.”