Menu luk

Patricia trodser aggressiv kræftsygdom – valgt som tillidsrepræsentant

Hun troede ikke, at hun ville nå at fylde 30 år, men i august når hun milepælen. Forinden har hun også fået overskud til at melde sig som kollegernes tillidsrepræsentant.

30. jun. 2025
3 min

”De andre blev vildt glade for, at jeg ville tage ansvaret.”

Patricia Simonsen er kendt af mange, ikke mindst i Danske Bank, i kraft af Team Patricia - som Finansforbundets medier også har skrevet om flere gange.

Foreningen blev stiftet af kolleger, da den unge mor til to fik afslag på kemobehandling mod en aggressiv og meget sjælden kræftsygdom.

Det er fire år og utallige operationer siden, men nu er hun i gang med at optrappe sin beskårne arbejdstid og har også fundet energien til at lade sig vælge som tillidsrepræsentant for 38 kolleger fordelt på to afdelinger på Frederiksberg.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Patricia Simonsen har fået mod på opgaven som tillidsrepræsentant.

Lyst til udfordringen

Selv om kollegerne blev begejstrede og flere sendte hende glade mail om, at hun med sin empati, ansvarlighed og indsigt i udfordringer er den helt rigtige på posten, har flere også udtalt bekymring for, om det bliver for meget for hende.

Hun blev seneste opereret i maj, og går løbende til opfølgende kontroller. Den bagvedliggende kræftsygdom er uændret.

”En del spørger mig, om jeg er sikker på, at det går. Min mand og min søster har også svinget mellem skiftevis at støtte mig i mit valg til at mene, at jeg absolut skal holde mig fra det. Men jeg har meget lyst til det her, og jeg tager jo ikke pladsen fra en anden, for der var ingen andre, der stillede op,” siger hun og konstaterer:

”Hvis det bliver for meget, må jeg ligesom i forhold til alt andet i livet tage et nyt standpunkt. Jeg vælger at være modig og leve mit liv - som enhver anden god kollega i teamet”.

Et ønske før sygdom

Tilbage før Patricia Simonsen blev sygemeldt, havde hun allerede fattet interesse for at blive tillidsrepræsentant:

”Jeg havde nået at tale med min daværende leder om det. Men oven i alt det andet måtte jeg opgive det.”

Det opslidende sygdomsforløb til trods har hun passet sit arbejde, når det på nogen måde var muligt, og nu ser hun frem til både at få mere kundekontakt igen og gå i gang med uddannelsen til tillidsrepræsentant.

”Der er vildt spændende at få rollen som tillidsrepræsentant. Ikke mindst i forholdt til at arbejde med kommunikation og samarbejde – jeg vil gerne være med til at danne bro mellem kolleger og ledelse,” siger Patricia Simonsen, der også er blevet opfordret af sin chef til at stille op.

Hun fortæller, at der i forhold til kommunikation var nogle bump på vejen, da de i teamet fik ny leder, men det blev afhjulpet:

”Vi fik fokus på gode dialoger, kommunikation og åbenhed, og det skabte virkelig gode relationer og samarbejde. ”

Patricia Simonsen hendes to pigebørn og mand
At nå at runde 30 år er en milepæl for Patricia Simonsen, der her ses med familien.
"I virkeligheden er der jo ingen af os der ved, hvad fremtiden bringer."
- Patricia Simonsen, ny tillidsrepræsentant.

Udvikling

Selv vil Patricia Simonsen også gerne udvikle sig i rollen som tillidsvalgt:

”Jeg kan godt være lidt tilbageholdende i diskussioner, fordi jeg er meget reflekterende og godt vil overveje tingene, før jeg siger noget. Det tænker jeg skal være mit udviklingspunkt.”

Fordi hun er på en paragraf 56 aftale og i perioder omkring operationer og skanninger har arbejder lidt mindre end kollegerne, har hun også haft med i sine overvejelser, om hun kan repræsentere deres synspunkter retvisende:

”Men alle har hele vejen rundt sagt til mig, at de er helt sikker på, at det kan jeg sagtens. Så nu er jeg klar til at gå i gang med uddannelsen til august.”

Grund til at fejre

I august er der også en meget vigtig milepæl:

”Jeg fylder 30 år, så der skal holdes en ordentlig fest. Når jeg ikke troede, at jeg nogensinde ville nå dertil, er der virkelig grund til at jeg skal fejre det. Så det kommer til at fylde også. Men jeg tager det, som det kommer. I virkeligheden er der jo ingen af os der ved, hvad fremtiden bringer.”

Seneste nyt