Ekspert: Mange møder er spild af tid og lønkroner
Alt for mange møder er bare overspringshandlinger, der afholder os fra at udføre vores arbejde. Det mener Bastian Overgaard, der vil have et opgør med de dårlige og drænende møder. Han har en række gode råd til at sikre bedre møder.
Vil have et opgør med drænende møder
Med sin bog vil han gøre op med de mange møder.
”Jeg håber på intet mindre end en revolution – et gigantisk opgør. Jeg håber, at der er flere, der vil vågne op til dåd, tage et ansvar på sig og sige, at det bliver nødt til at stoppe,” siger han.
For de mange møder er ofte drænende, spild af tid og kan resultere i, at folk brænder ud eller går ned med stress, mener han.
”Bogen hedder ’Mødelagt’, og min oprindelige definition på det selvopfundne begreb er: Mørbanket, halvdød, overkørt. Det er simpelthen, at man bliver kørt over af møder - man er ødelagt af møder,” forklarer Bastian Overgaard.
Han delte for nogle år siden begrebet på LinkedIn og oplevede en kæmpe respons og genkendelse. Det samme oplever han, når han som mødekonsulent kommer rundt i store virksomheder og organisationer og forsøger at implementere bedre mødevaner.
Og hans påstand er, at man godt kan skære ned på antallet af møder og samtidig gøre de møder, man går til, endnu bedre og mere effektive.

Mødekultur er som toiletpapir
Og det hele starter ved vores mødekultur, som vi ifølge mødekonsulenten er nødt til at forholde os aktivt til.
”Men mødekultur er desværre megakedeligt at tale om. Det er ligesom at snakke om forsikringer eller toiletpapir. Hvis jeg siger, at nu skal vi på nogle kloge kurser i mødeledelse og læse 400 siders bøger, så får vi det aldrig gjort,” siger Bastian Overgaard.
Derfor håber han, at bogen kan være en samtalestarter, for det er nødvendigt at tale om, hvordan vi holder møder.
”Her kommer det meget paradoksale råd, at vi skal holde møder om at holde møder,” siger han og anerkender, at det kan virke ironisk, når nu hans mission er at luge ud i de mange møder.
”Men kig på det. Lad os nu sige, at du er i et virkelig knudret parforhold, hvor I ikke kan tale sammen. Så bliver man nogle gange nødt til at lave en aftale med en parterapeut, hvor man taler sammen om, hvordan man taler sammen. Det er det samme, der gør sig gældende her,” forklarer Bastian Overgaard.
De uforberedte tager al tiden
Som et eksempel peger han på, at nogle ansatte taler meget på møder, mens andre er mere tilbageholdende.
”Det er jo et kæmpe tab af potentiale, tab af mangfoldig videndeling og af kollektiv intelligens, at der sidder nogle i rummet, som har noget vigtig viden, men som aldrig kommer til orde,” siger han og fortæller om en mandlig leder, der deltog på et af hans kurser. Lederen fortalte, at han sagde mest på de møder, hvor han var mindst forberedt i forsøget på at fremstå seriøs.
”Hvis man ikke er forberedt, så vil man ikke tabe ansigt, og så taler man rundt om alt det, man ikke ved. Og man bruger rigtig mange ord, fordi man væver og skal tale udenom,” forklarer Bastian Overgaard.
Og det er ifølge ham noget, der sker på arbejdspladserne hver dag.
”Jeg har kontakt med bankdirektører, som er så trætte af de her ting. Men vi tillader det, fordi vi sidder fast i vanen. Det er nemt, og vi er dovne, og derfor gider vi ikke gøre den ekstra indsats for at skabe de bedste møder,” siger han.

Bastian Overgaard
Bastian Overgaard er mødekonsulent, foredragsholder og forfatter til bøgerne 'Støjfri ledelse - Hvordan vi opnår mere ved at snakke mindre' og 'Mødelagt - 7 møderegler, som giver mere tid, fokus og arbejdsglæde', der udkommer 5. maj.
Mødernes fartbump
Samtidig opfordrer Bastian Overgaard til, at man stopper op undervejs i sine møder.
”Altså stopper talestrømmen og bruger nogle sekunder på at hæve sig op i et helikopterperspektiv og spørger sig selv, om man er på rette vej, eller om der er noget, man har glemt,” siger han og fortsætter:
”De her stop kan også bruges til, at hjernen kan nulstille. Det vil sige, at for hvert stop bliver hjernen faktisk meget skarpere.
Han sammenligner det med fartbump, der sikrer, at vi bremser op indimellem, før vi accelerer igen.
”Hvis ikke de er der, så kører vi bare derudaf med 9000 ord i timen, og det er altså, hvad det løber op i, hvis vi bare taler. Tænk over det. 9000 ord i timen. Det er 22,5 tætskrevne A4-sider,” pointerer mødekonsulenten.
Han understreger, at det er et fælles ansvar at sikre gode møder, og han håber at kunne være med til at sætte samtalen om møderne i gang. For i hans optik vil det spare en masse tid og sikre fokus og arbejdsglæde.
”Tænk, hvis vi ikke konstant skal multitaske, så vores hjerne er totalt på overarbejde. Tænk, hvis vi stoppede op nogle gange, hvis vi var mere forberedte, hvis vi lyttede mere til hinanden og hvis vores hjerner var mere klar, så tror jeg også, at vi ville få endnu flere møder, hvor vi rent faktisk kunne træffe beslutninger – uden at skulle booke et nyt møde for at gøre det.”