De hurtige it-notifikationer
SDC leverer overskud og forbereder sig på fusion med Netcompany. Scoutz og fintech klar med ny løsning til 17 banker. Klarna vender på en tallerken. Dansk fintech klar til at udbyde krypto. Microsoft på vej med ny funktion i Teams.
Scoutz og fintech klar med ny løsning til 17 banker
Kalendersynkronisering, dialogværktøjer og præsentationsmateriale
Ny løsning fra den danske fintech &money og BEC’s egen innovationshub Scoutz bliver snart rullet ud hos alle BEC’s pengeinstitutter.
Det oplyser BEC i en meddelelse.
Den nye skal forbedre kundemøderne i de 17 pengeinstitutter under BEC. Løsningen integrerer bl.a. rådgivernes kalendere med Office 365 og deres digitale rådgiverunivers, og gør det nemt for kunderne at booke møder – og for rådgiveren at forberede sig med en professionel præsentation.
Løsningen kombinerer kalendersynkronisering, dialogværktøjer og præsentationsmateriale, så rådgivere og kunder kan mødes bedre forberedt. Ifølge Peter Smith, direktør i Scoutz, er der tale om en "state of the art-løsning, som gør hverdagen nemmere for både bankkunder og rådgivere."
Løsningen falder i god jord hos Nykredit, der sammen med Spar Nord og Arbejdernes Landsbank har været med til at teste løsningen i en tidligere version.
“I hele mødeoplevelsen skal vi stå skarpt over for kunden, og vi skal kunne tilbyde nye digitale løsninger, der understøtter hele forløbet omkring et kundemøde," lyder det fra Casper Kidmose, afdelingsdirektør for strategi, digitalisering og partnerskaber i Nykredit.
"Det har vi fået en god løsning til. Det betyder blandt andet meget for vores kunder selv at kunne booke møderne. Vi har samtidig fået en moderne platform, som vi kan udvikle på over tid - eksempelvis med kunstig intelligens i fremtiden."
Klarna vender på en tallerken
Efter at have gået all-in på AI i kundeservice, vender Klarna nu på en tallerken. Chatbots kunne ikke levere samme kvalitet som mennesker, indrømmer CEO Sebastian Siemiatkowski, der nu igen ansætter kundeservicemedarbejdere – på freelance og remote vilkår.
Det skriver flere Bloomberg.
Strategien skulle spare penge og effektivisere – og AI’en håndterede da også 2,3 millioner chats om alt fra refunderinger til betalinger. For et år siden lød det, at Klarnas chatbot, drevet af OpenAI, udførte arbejdet for 700 kundeservicemedarbejdere – og gjorde det langt hurtigere.
I december afslørede virksomheden, at den ikke havde ansat nogen mennesker det foregående år. Men i praksis blev kvaliteten altså for lav, erkender CEO’en nu.
"Da omkostninger desværre ser ud til at have fyldt for meget som vurderingskriterium i denne proces, ender man med lavere kvalitet," sagde han til Bloomberg.
"For os er det fremtiden at investere i kvaliteten af den menneskelige support."
Klarna vil nu eksperimentere med et “Uber-lignende setup”, hvor agenter selv vælger arbejdstid og lokation – til 400 SEK i timen.
Klarna står ikke alene. En ny IBM-undersøgelse blandt 2.000 globale CEO’er viser, at kun 1 ud af 4 AI-projekter opnår det forventede afkast, og kun 16 % bliver rullet ud på tværs af hele organisationen.
Alligevel investerer 64 % af lederne i teknologien uden at have en klar forståelse for værdien, da de frygter at sakke bagud.
Klarna fastholder stadig en AI-first-strategi, men satser nu på et mix – hvor mennesker igen får en rolle i kundeoplevelsen.
Dansk fintech klar til at udbyde krypto
For første gang er kryptovaluta i EU blevet en reguleret aktivklasse. Den nye MiCA-forordning trådte i kraft 30. december 2024 og stiller krav om tilladelse til at tilbyde kryptohandel – og i Danmark er fintech-virksomheden Pluto.markets nu den første platform, der er godkendt af Finanstilsynet.
Det skriver 24Victoria.
Virksomheden har gennemgået en længere proces hos Finanstilsynet og har nu grønt lys til at tilbyde kryptovalutaer på lige fod med aktier.
“Vi vil være de billigste og de bredeste i markedet, og vi vil skabe innovation ved at lancere alle mulige nye aktiver. De etablerede aktører har det jo ikke endnu, og vi vil gerne være firstmover på det her. Vi udbyder med andre ord en pallette af kryptovaluta lige om lidt – Solana, Bitcoin og så videre på vores platform,” lyder det fra selskabets CEO og co-founder Joakim Brüchmann.
Kryptoindsatsen bliver primært forankret i Pluto.markets’ eksisterende team og processer, men bliver også udvidet via nye partnerskaber og nye funktioner og aktiver i den kommende tid.
Microsoft på vej med ny funktion i Teams
Det skal ikke være muligt at snige sig til at tage et billede fra et videoopkald i Teams. Det mener Microsoft, der er på vej med den nye funktion ’Prevent Screen Capture’ til den populære kommunikationsplatform.
Det skriver Computerworld.
Opdateringen sker for at undgå, at der bliver taget billeder af mødedeltagere eller oplysninger, uden at deltageren er klar over det.
"For at håndtere problemet med uautoriserede skærmbilleder under møder, sikrer funktionen "Prevent Screen Capture", at hvis en bruger forsøger at tage et skærmbillede, vil mødevinduet blive sort, hvilket beskytter følsomme oplysninger," lyder det fra Microsoft.
Den nye funktion vil blive rullet ud i juli i år, forventer Microsoft.
It i den finansielle sektor
Finansforbundet er også for dig, der arbejder med it i den finansielle sektor. Du får adgang til nogle af Danmarks bedste it-kurser, arrangementer, netværk og nyheder om finans-it, tech og digitalisering.
Tjek vores tilbud til dig som it-medlem