Menu luk

Jarls leder juni 2025

Vores formand vil gerne sende dig godt på sommerferie. Læs om processen i forbindelse med implementering af lønpuljer i Sydbank.

24. jun. 2025
2 min
Jarl Oxlund

Så nærmer vi os med raske skridt, at det er tid til at give slip – for en periode – på alle tankerne om arbejdslivet i Sydbank. I stedet skal mange have fundet passene frem og læst op på kuffertstørrelser og indtjekningsregler i lufthavnen, eller bilen skal måske have et servicetjek inden tagboksen bliver monteret. Derefter venter afslapningen eller oplevelserne, som ruller ind på kontoen og gør godt.

De tanker jeg skal give slip på, drejer sig - ikke mindst - om lønpulje. Siden overenskomsten 1. april faldt på plads, har vi haft et intenst lokalaftaleforhandlingsforløb og derefter en presset periode til at implementere de nye regler.

På kort tid fik vi to webinarer gennemført. Et hvor vi klædte vores tillidsvalgte på og et overfor alle medlemmer om at blive forberedt til lønsamtale. De to webinarer blev rigtig godt besøgt. Der har også været mulighed for at se en optagelse af lønsamtale-webinaret efterfølgende. Webinarerne har generelt fået stor ros fra dem, der deltog. 

Vi kom godt og ordentligt igennem forhandlingerne med banken, men implementeringen af de tilhørende lønsamtaler er vi ikke lige så imponeret af. Dels er der mange, som ikke har haft lyst til at opsøge en lønsamtale, og dels er oplevelserne blandede hos dem, der gjorde det.

Det bygger vi på de uopfordrede henvendelser, om manglende imødekommenhed fra nogle lederes side til at tage en lønsamtale og så har nogle ledere forholdt sig helt tavse under samtalerne. Vi hører også om gode oplevelser, hvor medarbejdere og ledere har haft konstruktive samtaler om, hvad der går rigtig godt og hvor udviklingspunkterne er, så billedet er broget.

Derfor planlægger vi en evaluerende undersøgelse, som alle medlemmer vil modtage i indbakken efter sommerferien.

Resultatet af undersøgelsen vil indgå i den lønpulje-evaluering, som vi har aftalt med banken senest inden udgangen af august. Det er også her banken endeligt dokumenterer de kriterier overfor kredsen, som vi har aftalt. Det er vigtigt for kommende lønpuljerunder, at du giver dit besyv med ved at svare på undersøgelsen. Vi har brug for at tale udvikling med banken ud fra et underbygget grundlag.

Vi har brug for at tale udvikling med banken ud fra et underbygget grundlag
- Jarl Oxlund, formand

På et møde i sidste uge fik vi en forhåndsorientering med konkrete tal, der viser, at det samlede antal tildelinger og den ligelige fordeling på antal mænd/kvinder er realiseret ”indenfor skiven”. 

Tak til alle, der deltog på kredsens generalforsamling 7. maj i Brejning eller på distancen. Også tak for genvalget fra Gitte Larsen, Luise Amstrup, Marie-Louise Sløk og mig selv. Vi glæder os over at være en del af et velfungerende team, hvor vi arbejder med kollegial feedback og psykologisk tryghed i gruppen. Det er en god platform for at skabe resultater.

Det kræver nemlig overskud, når vi kaster os ind i svære forhandlinger, samtaler og hjælper afdelinger i banken til bedre trivsel – via dialog. Det er samtidig meget meningsfyldt, og mening giver os arbejdsglæde. Derfor er vi taknemmelige over muligheden for at fortsætte i det faglige arbejde for dig i fire år mere.

Seneste nyt