Fra tillidsrepræsentant til erhvervsdirektør
Fra ny TR til erhvervsdirektør på under ét år. En TR-uddannelse blev springbrættet til et lederjob for Johanne Nive Mikkelsen, der er ny erhvervsdirektør i Bankivik i Nuuk.
Da Johanne Nive Mikkelsen i 2024 sagde ja til at blive tillidsrepræsentant for kollegerne i Bankivik i Nuuk, havde hun aldrig haft tanker om at blive leder.
Hun betragtede sig selv som en dygtig faglig medarbejder specialiseret i rådgivning til erhvervskunder. Alligevel har hun siden 1. juni i år haft titel af erhvervsdirektør i Bankivik, den tidligere BankNordik.
Vejen til lederjobbet gik gennem rollen som tillidsrepræsentant og den omfattende uddannelse, der følger med.
”Jeg havde egentlig overbevist mig selv om, at ledelse ikke var en vej, jeg ville gå. Jeg var glad for mit faglige arbejde og så mig selv som specialist, men blev også spændt på den nye og udfordrende jobmulighed, der lige pludselig viste sig. Gennem TR-uddannelsen gik det op for mig, hvor mange hatte man har på som leder. Det var en værdifuld viden at have, når jeg stod og skulle tage beslutningen, og det gav mig modet til at tage springet fra specialist til leder,” siger hun.
Ny relation til kolleger
40-årige Johanne Nive Mikkelsen havde kun været tillidsrepræsentant i knap et år og var i gang med det afsluttende modul på TR-uddannelsen, da hun blev spurgt, om hun ville være erhvervsdirektør.
Efter lidt betænkningstid sagde hun ja til det spændende skifte.
”Det var helt nye opgaver, og jeg vidste, at det ville ændre relationen til mine kolleger. Som tillidsrepræsentant er man der for sine kolleger, som leder skal man også stille krav og tage de svære samtaler. Det er stadig en proces, jeg står midt i.”
Hun valgte at sige ja - ikke mindst fordi bankens sideløbende tilbød et internt kompetenceprogram for nye ledere, og fordi både kolleger og den kommende chef bakkede hende op.
”Det betød meget, at andre havde troen på, at jeg kunne lykkes i rollen,” understreger hun.
To sider af en sag
Uddannelsen som tillidsrepræsentant har vist sig at være en afgørende ballast i hendes første tid som leder.
I undervisningen blev hun præsenteret for en lang række ledelsesværktøjer og modeller, som hun stadig vender tilbage til i det daglige.
”Jeg lærte at forstå, at der altid er to sider af en sag. Den erfaring bruger jeg hele tiden nu, hvor jeg sidder på den anden side af bordet,” siger Johanne Nive Mikkelsen.
Hun fremhæver især, hvordan valgfaget i selvledelse har gjort hende mere disciplineret og bevidst om egne grænser:
”Som leder er der flere opgaver og deadlines. Jeg er nødt til at have en anden struktur end før, og det kræver en helt anden form for selvledelse.”
Fokus på medarbejderudvikling
Johanne Nive Mikkelsen står i spidsen for filialen Bankivik i Nuuk, hvor hun sammen med privatkundedirektør Pia Holm Jensen, udgør den lokale ledelse.
Afdelingen tæller omkring 18 ansatte og er en del af det færøske moderselskab Føroya Banki.
En af de største udfordringer i Grønland er at skaffe kvalificeret arbejdskraft og i finansverdenen mangler der både erhvervs- og privatrådgivere. Det er en mangel, som præger hele sektoren.
En af Johanne Nives løsninger på den udfordring er blandt andet at udvikle de medarbejdere, der allerede er i huset. Som tidligere underviser på finansuddannelsen i samfundsøkonomi brænder hun for at give viden videre.
”Jeg elsker at se andre lykkes, og jeg ser medarbejderudvikling som noget af det vigtigste i mit lederskab. Vi har et enormt dygtigt og erfarent team, og når vi får alles kompetencer i spil, kan vi virkelig give vores kunder en god oplevelse og bidrage til udviklingen af samfundet her,” siger hun.
At finde sin lederstil
Overgangen til lederrollen indebærer dog også nye udfordringer. Særligt at skulle tage de svære samtaler og sætte grænser kan være krævende.
”Som tillidsrepræsentant kunne jeg tænke: ’Det må min leder tage sig af’. Nu er det mig selv, der skal stå i situationerne. Det er ikke altid let, men jeg øver mig i at sige tingene på en måde, hvor budskabet bliver forstået, uden at vi brænder broer,” siger Johanne Nive Mikkelsen.
At TR-uddannelsen ofte bliver et springbræt til lederjob i finanssektoren, kom bag på hende, da hun startede.
”Underviserne sagde den første dag, at mange ender som ledere efter uddannelsen. Det havde jeg aldrig forestillet mig, men det giver mening. Man lærer at tage ansvar, at forhandle og at se tingene fra flere sider.”
Hun understreger dog, at hun stadig er i en læringsproces, og at skiftet fra specialist til leder er noget, hun ser frem til at arbejde videre med.
For Johanne Nive Mikkelsen handler det om at se mulighederne i ledelsesrollen – og om at holde fast i glæden ved at få andre til at lykkes.
”Der er ikke noget mere tilfredsstillende end at se kolleger udvikle sig og få succes. Det er det, der giver mig motivationen,” siger hun.
Bankivik i Nuuk
Bankivik er en del af Føroya Banki (Føroya Banki) med hovedsæde i Tórshavn på Færøerne.
Koncernen ejer også forsikringsselskabet Trygd og ejendomsselskabet Skyn og har over 200 medarbejdere i alt
Afdelingen i Nuuk ledes af erhvervsdirektør Johanne Nive Mikkelsen og privatkundedirektør Pia Holm Jensen.